Artiklen er tidligere bragt i Døvebladet nummer ….
Tekst: Vickie Mølgaard-Madsen
Foto: Lisbeth Holten
Fies kæreste, Rune, tager imod sammen med pudlen Aussie i lejligheden på Amager.
“Fie kommer om lidt. Hun er lige kommet hjem fra arbejde.”
Fie stikker hovedet ud fra soveværelset med vådt hår: “Jeg kommer om lidt,” ler hun.
Opvækst med hørenedsættelse
Fie er født med en hjertefejl, og hun blev opereret, straks efter hun var blevet født. Operationen var umiddelbart vellykket, men senere fik Fie hjertestop og måtte opereres igen. Det fik fatale konsekvenser for Fie, som grundet fejlmedicinering mistede sin hørelse og blev næsten døv. Det blev dog først opdaget, da Fie var omkring halvandet år gammel.
“Jeg er vokset op i Vordingborg på Sydsjælland og gik til ørelæge i Nykøbing Falster. Da mit høretab blev opdaget, fik jeg høreapparat,” fortæller Fie.
“Da jeg var 3 år, startede jeg i børnehaven Krokodillen i Ringsted, som er en børnehave for døve børn. På det tidspunkt begyndte mine forældre at lære tegnsprog og at tale det sammen med mig. Men da jeg var 4 år, fik jeg mit første CI, og lægerne frarådede min forældre at tale tegnsprog med mig,” forklarer Fie og smiler skævt.
Fies forældre fik at vide, at det ville forstyrre Fies taleudvikling, hvis de talte tegnsprog med Fie. De lyttede selvfølgelig til lægerne og stoppede derfor med tegnsprog. Siden skiftede Fie til en hørende børnehave og gik over til kun at bruge støttetegn, og siden stoppede også støttetegnene. Fie skulle i stedet for begynde at øve lyd og lytning.
“Jeg husker ikke så meget fra dengang. Det eneste, jeg husker, er nok, at det var hårdt med den daglige transport i bus fra Vordingborg til Ringsted og retur. Jeg var træt, når jeg kom hjem, men ellers var jeg vist glad nok. Jeg var et lille barn og tænkte ikke i kommunikation. Jeg tænkte på at lege,” erindrer Fie.
Folkeskole med støttepædagog
Da Fie startede i folkeskole, fik hun en støttepædagog.
“Hun sad ved siden af mig hver dag. Hun talte ikke tegnsprog. Jeg tror faktisk, hun var en helt almindelig pædagog. Selv forstod jeg ikke, hvorfor hun var der. Sådan var det bare,” fortæller Fie og fortsætter:
“Hvis jeg var bagud, eller der var noget, jeg ikke forstod, så pegede hun og prøvede at forklare lidt. Vi talte lidt sammen. Det var hyggeligt nok,” siger Fie.
Fie holder en pause.
“Men det var ikke noget, jeg kunne bruge i timerne til at lære noget som sådan. I de større klasser begyndte hun at hjælpe mig med engelsk. Jeg tænkte mest, at det var mig, der var forkert, uden rigtigt at forstå, at jeg faktisk ikke kunne følge med. Det opdagede jeg først meget senere.”
Fie gik også til talepædagog en gang om ugen. “Det var ikke sjovt. Men jeg gjorde det, fordi jeg fik besked på det.”
Tiden gik, og fra skolestart til 6. klasse gik det med Fies egne ord fint nok med skolen.
“Jeg kedede mig lidt og havde også lidt svært ved at følge med. Jeg lærte ikke så meget. Men jeg havde venner. Og jeg gjorde også meget for at prøve at passe ind.”
Netop det med at prøve at passe ind endte dog også med at blive et problem for Fie.
“I takt med, at vi gik fra at være børn til at nærme os teenagertiden, så ændrede venskaberne sig også. Hvis jeg for eksempel spurgte, hvad de andre talte om, så sagde de, at det var lige meget. Og ofte talte de så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med i alt. Det var svært. Og hvis jeg udtalte ord forkert, så grinte de ad mig. Jeg accepterede det dog bare og tænkte, at sådan var det nok bare.”
Da Fie var 12 år gammel, fik hun CI nummer to med håbet om, at det ville blive nemmere for hende at følge med i skolen – både fagligt og socialt. Det skete dog ikke. Til terminsprøven i 8. klasse gik det også op for Fie, at hendes faglige udbytte ikke var godt nok.
“På den måde var folkeskolen ikke rigtig en succes for mig – hverken fagligt eller socialt.”
En ny dør åbnede sig
“I 6. klasse nåede jeg en grænse. Jeg havde indtil da skjult for min mor og far, at det var svært i skolen, men en dag brød jeg sammen. Jeg husker, at min mor blev chokeret, fordi hun syntes, jeg altid var så glad og smilende,” erindrer Fie.
Fie ville på efterskole. Det kunne hun dog tidligst komme i 9. klasse. Heldigvis skulle hun i en ny klasse i 7. klasse. Det blev lidt bedre, men aldrig helt godt.
I mellemtiden deltog Fie til en såkaldt teenageweekend på Frijsenborg Efterskole i Hammel, som er en efterskole for døve og hørehæmmede unge.
“Det var sjovt at møde døve, som talte tegnsprog. Det rørte noget i mig.” Skolen var dog ikke noget for Fie, så hun ledte videre.
“Min mor fandt Bråskovgård Efterskole i Østjylland, hvor de også har elever, som både er hørehæmmede og døve, og jeg valgte at deltage i en introduktionsweekend,” forklarer Fie.
Til introweekenden mødte Fie tilfældigvis en, som hun havde gået i børnehave med i Ringsted. Det gjorde Fie glad, og i det hele taget fik hun et godt indtryk af efterskolen.
“Så jeg forberedte mig mentalt på at udholde to år mere i folkeskolen, før jeg kunne starte på efterskole.”
Efterskolen blev et vendepunkt
Inden Fie skulle starte på efterskole, skulle hendes faglige niveau afklares.
“Selv synes jeg jo ikke, at jeg kunne noget. Det vidste mine terminsprøver også. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville i en specialklasse med kun ti elever, så sagde jeg ja.”
I specialklassen gik der elever med forskellige typer af udfordringer og handicap. Der var kun en anden elev med høreapparat. Men det betød ikke så meget for Fie.
“Jeg var så glad for, at jeg endelig kunne følge med. Nu havde jeg ikke længere støttepædagog. Jeg havde derimod lærere, som tog sig god tid, og som havde forståelse for mig og min situation. De vidste, hvad der skulle til for, at jeg kunne følge med. De talte tydeligt og ville også gerne gentage. Det var jeg slet ikke vant til. Så pludselig begyndte jeg faktisk at lære noget,” smiler Fie.
På efterskolen fik Fie også nye venner. Mange af dem talte dansk tegnsprog.
“De gik dog et klassetrin over mig, det vil sige i 10. klasse. Men jeg var så glad for at lære dem at kende og rigtig glad for, at jeg igennem dem begyndte at lære tegnsprog. Jeg sugede det til mig,” husker Fie.
Det blev et vendepunkt.
“Der begyndte jeg at føle, at min identitet var at være døv. Med tegnsprog kunne jeg kommunikere nemt med andre. Jeg følte, jeg kunne være mere afslappet og rolig. Mere mig selv,” fortæller Fie.
Har tilgivet alt
Efter efterskolen vendte Fie hjem til Vordingborg med et nyt modersmål: dansk tegnsprog. Sådan følte hun det i hvert fald selv.
“Mit tegnsprog blev hele tiden bedre, og min identitet som døv blev kun mere stærk. Jeg har ikke fået undervisning, men har lært ved at aflæse andre og ved bare at prøve,” siger Fie, som i dag taler flydende tegnsprog.
Hvordan har din familie reageret på dit identitetsskifte?
“Jeg tror, de ser mig mere som hørehæmmede Fie. Og det er ok – jeg føler mig bare selv mere som døv. I forhold til tegnsprog har min far været lidt bekymret, fordi lægerne jo dengang, jeg var barn, sagde, at jeg ikke måtte lære tegnsprog. Men hvis man spørger ham i dag, så tror jeg, hans bekymring er væk, og han vil sige, at det bare er to sprog,” funderer Fie.
“Min mor blev anderledes vred. Ikke på mig. Men på hospitalet. Også ked af det. Måske lidt skuffet. Fordi de jo havde fået at vide, at de ikke måtte tale tegnsprog med mig. Og pludselig taler jeg tegnsprog og føler, det er mit modersmål. Så jeg tror, min mor har været ærgerlig over, at jeg ikke bare fik det fra starten – også efter jeg fik CI.”
Hvad med din egen reaktion – var alt bare godt, efter du lærte tegnsprog?
Fie ler.
“Nej, det var det bestemt ikke. Jeg var faktisk rigtig vred i et par år. Vred over at være blevet frataget muligheden for at lære tegnsprog og over alle de ting, som jeg med tiden var gået glip af. Jeg var vred på min mor og far. Men jeg nåede også et punkt, hvor jeg følte, at jeg måtte videre. Og hvis du spørger mig i dag, så har jeg tilgivet alt,” siger Fie roligt.
Tegnsprogstolk og nyt arbejde
I 2017 startede Fie med at læse til SOSU-assistent, og for første gang havde hun tegnsprogstolk med.
“Det har haft kæmpe betydning for min faglige udvikling. Pludselig kunne jeg jo følge med i undervisningen. Og jeg havde ovenikøbet energi og overskud til at lave lektier også. Det var meget nyt for mig,” smiler Fie.
Fie arbejder i dag som SOSU-assistent i den sociale hjemmepleje og er ude på borgerbesøg hver dag.
“Det går rigtig fint. Jeg har ikke tegnsprogstolk med. Det er på tomandshånd. Jeg kan høre lidt og også tale. Jeg plejer at introducere mig selv ved at sige, at jeg er hørehæmmet og har CI, så øjenkontakt er vigtigt. Og så plejer jeg at tilføje, at jeg nok skal sige til, hvis ikke jeg forstår, hvad de siger.”
“De fleste bliver bare glade for, at jeg siger det. Måske de også selv hører dårligt, og pludselig har vi brudt det tabu, det er at sige, at man er døv eller hører dårligt. Jeg taler ikke tegnsprog, når jeg er på arbejde og sådan set heller ikke med min familie.”
Hvor står du i forhold til din kulturelle identitet?
“Jeg er jo opvokset i en hørende kultur. Og på den måde er min kultur nok også hørende. Men samtidig føler jeg mig døv, og jeg føler mig ekstremt hjemme med tegnsprog. Mine venner og min kæreste er døv. Jeg prioriteter mennesker i mit liv, som taler tegnsprog. Og jeg ville ønske, at alle omkring mig talte tegnsprog,” siger Fie og ser drømmende hen for sig.
