Billede: Christian Daugaard
Begrebet ‘tegnsprogsmiljø’ kan måske være nyt og ukendt for dig som hørende forælder til et døvt barn, men det er en vigtig del af dit barns trivsel og udvikling.
Et tegnsprogsmiljø er et fællesskab, hvor tegnsprog er gruppens primære sprog, og hvor flere personer taler tegnsprog flydende. Et tegnsprogsmiljø kan findes på steder som døveskoler, fritidshjem eller i grupper, hvor der er mange, som kommunikerer på tegnsprog.
Hvorfor er tegnsprogsmiljøer vigtige?
Tegnsprogsmiljøer giver dit barn mulighed for at udvikle sit sprog og sin identitet. Når dit barn er omgivet af andre, der også taler tegnsprog, lærer han eller hun at kommunikere effektivt uden barrierer. Dit barn lærer at spejle sig i rollemodeller, som forstår de særlige udfordringer, døve kan stå overfor. At være en del af et miljø med ligesindede hjælper dit barn med at føle sig mindre anderledes og mere inkluderet.
Samtidig får dit barn adgang til ’tilfældig læring’ gennem samtaler med andre og lærer nye ting, uden at det bliver direkte undervisning (eller træning).
Det kan være, at barnet ’overhører’ små samtaler, som kan have stor betydning for, hvordan dit barn opfatter verden omkring sig. Et tegnsprogsmiljø er sprogligt meget tilgængeligt for barnet, fordi barnet kan se med sine øjne og suge vigtige oplevelser til sig. Her får dit barn positive oplevelser, som vil være med til at styrke barnets sproglige og sociale udvikling.
Hvad får barnet ud af et tegnsprogsmiljø?
Et godt tegnsprogsmiljø gør meget mere end blot at udvikle dit barns sprog. At være del af et fællesskab styrker også barnets selvtillid. Dit barn får redskaber til at håndtere forskellige situationer. Fx lærer dit barn, hvordan man diskuterer og udtrykker sin mening. Dit barn bliver trænet i at iagttage, hvordan andre løser problemer, udfordringer og konflikter, og derigennem lærer dit barn selv at anvende forskellige løsningsmodeller.
Det vigtigste for dit barn er, at han/hun får evne og vilje til at handle selvstændigt på et sprog, som er tilgængeligt. Det skaber en stærkere identitetsfølelse og selvsikkerhed hos dit barn.
Hvordan kan du skabe et tegnsprogsmiljø for dit barn?
I skolen
Overvej døveskoler og fritidshjem, hvor dit barn kan være sammen med andre døve børn og voksne, der taler tegnsprog.
Til offentlige arrangementer
Døveforeninger, lejre og familiekurser kan være gode steder at møde andre familier og børn, som også taler tegnsprog.
Derhjemme
Det har også en understøttende effekt, at I som forældre lærer tegnsprog og taler det derhjemme. Selv hvis dit barn har et godt tegnsprogsmiljø udenfor hjemmet, er jeres deltagelse afgørende for at barnet trives i sin kommunikation.
Når I bruger tegnsprogstolk i forbindelse med aftaler hos eksempelvis lægen, kan det være en god idé at bede tolken om også at tolke samtalerne imellem de voksne, også selvom det er samtaler, der ikke direkte involverer barnet. På den måde bliver barnet en del af jeres hverdagssamtaler og får forståelse for, hvordan man kommunikerer med hinanden.
At opsøge tegnsprogsmiljøer er en vigtig del af at sikre en stærk sproglig og social udvikling for dit barn, hvor han/hun også føler sig forstået og inkluderet – både direkte, men også i de indirekte kommunikationssituationer, hvor barnet iagttager andre.


