Foto: Christian Daugaard
Du har måske lige fået at vide, at dit lille barn er døvt eller har et høretab. Du kan måske være usikker på, hvordan du bedst kommunikerer med dit barn, hvis du selv er hørende, og lige pludselig ikke længere kan gøre det, der falder dig intuitivt og naturligt.
Almindelige reaktioner
Du kan måske opleve en sorgreaktion ved diagnosen af dit barns døvhed/høretab og gå igennem forskellige følelser som chok, benægtelse, vrede, skyldfølelse og tristhed.
Du (og din partner) kan måske have mange spørgsmål, der løber igennem hovedet: Vil jeres barn kunne leve livet som andre børn? Lære at læse og skrive? Tage uddannelse? Få sig et job? Blive gift?
Husk, at det generelt tager tid at kunne afkode dit barns signaler, og det er helt naturligt, hvis du er fortvivlet eller stresset. Det er okay at bede din partner om at tage over, når det føles uoverskueligt, og du oplever indre uro. Dit barn kan mærke din sindsstemning, selvom det stadig er meget lille, og blive uroligt.
Kom i gang med at kommunikere
Hvis du ikke kan tegnsprog endnu, kan du bruge mimik og gestik, og du kan pege på genstande i dit barns synsfelt. Mange forældre kan have en tendens til at holde helt op med at kommunikere med deres barn efter diagnosen på grund af chokket og sorgen. Men det kan have en lindrende effekt på din stress, hvis du føler, du handler på det, og sørger for at være i kontakt med dit barn.
Mere info
Her hos Tegnsprogspakken.dk kan du læse svar på de mest almindelige spørgsmål om døvhed, tegnsprog, livet som døv og meget mere. Her er også gode råd fra andre forældre.
Her kan man se en liste over undervisningstilbud i dansk tegnsprog, som findes rundt omkring i Danmark. Oversigten er delt op efter regionerne: https://dansktegnsprog.dk/videnscentral/undervisningstilbud
Læs mere: Tidlig interaktion med din døve baby
Læs mere: 9 gode råd fra andre forældre


