Kære forælder: Du er ikke alene – 9 gode råd fra andre forældre til døve børn og børn med høretab

For forældre til et døvt barn eller et barn med høretab kan fællesskab gøre en stor forskel. Her er ni gode råd fra andre forældre.

Når du får et barn, der er døvt eller har et betydeligt høretab, opstår der tusind spørgsmål.

Her er nogle erfaringer og råd fra os, der står – eller har stået – i samme situation som dig. Ikke som eksperter, men som forældre.

Med varme hilsener fra os forældre i referencegruppen bag Tegnsprogspakken.

Du er ikke alene

Søg fællesskaber – både for din egen skyld og for dit barns. Netværk, familiehøjskoler, legeaftaler og besøg i døvemiljøet kan åbne døren til værdifulde relationer og spejling for jer begge.

Lær tegnsprog

Også hvis dit barn har CI eller andre høretekniske hjælpemidler. Tegnsprog handler ikke kun om at være døv. Det er en vej til kontakt, tryghed, nysgerrighed og tilknytning. For døve børn eller børn med høretab kan det være den eneste måde at udtrykke sig på tidligt i livet. Og I kan begynde tidligt – allerede før dit barn fylder 1 år.

Følg din mavefornemmelse

Det er dig, der kender dit barn bedst – ikke systemet. Du vil møde fagfolk, velmenende råd og masser af meninger. Lyt, men mærk efter. Det, der føles rigtigt for jer, er rigtigt for jer. Hold fast i det – også når I møder modstand.

Stå ved dit barns rettigheder

Hold fast i de artikler, forskningsresultater eller erfaringer, I føler jer forbundet med. De kan være vigtige, når I skal forklare og forsvare jeres valg.

Sammen står vi stærkere

Netværk med andre forældre gør en kæmpe forskel. Deltag i netværksweekender og familielejre, selvom det kan være tidskrævende – det er guld værd. Her får både børn og voksne mulighed for at spejle sig og opleve, at de ikke er alene.

Vær nysgerrig på dit barns verden

Tal med dit barn om stort og småt – med både hænder og stemme. Leg med sproget, læs bøger, og skab hyggelige stunder med kommunikation. Det handler ikke om perfekt dansk eller korrekt tegnsprog – det handler om at forstå hinanden.

Behandl dit barn som et barn

Stil krav, opdrag og støt – ligesom du ville med andre søskende. Giv barnet værktøjer til at begå sig socialt, og lad det være en del af fællesskabet.

Døve børn kan sagtens lære flere sprog

Tegnsprog, skriftsprog, talesprog – sprogene kan udvikle sig parallelt, og det ene udelukker ikke det andet.

Overgange kan være svære

Fra vuggestue til børnehave. Fra skole til uddannelse. Hver overgang kan føles som at starte forfra. Gem derfor jeres noter, materialer og argumenter – de kan bruges igen. Brug også jeres netværk – andres erfaringer kan gøre forskellen.

Giv ikke op

Du og dit barn er ikke alene. Der findes et levende fællesskab fyldt med erfaringer, håb og livsglæde – og der er plads til jer.

Lignende artikler
Artikler
Reddet af tegnsprog 

Da vores datter Leonora i foråret 2020 fik diagnosen svært høretab, blev vi forsikret: ”Bare rolig – der findes ikke længere døve børn i Danmark.”

Læs mere »