Artiklen er tidligere bragt i Døvebladet nummer 01/2024.
Tekst: Outi Toura-Jensen
Foto: Jussi Rinta-Hoiska
Når du er født ind i en familie, der taler et sprog, som bliver talt både derhjemme, i vuggestuen, børnehaven, skolen og overalt, hvor du færdes, bliver dit modersmål styrket og understøttet døgnet rundt. Du føler ikke skam over ikke at kunne udtale visse ord korrekt eller over at tale et sprog, som anses for mindreværdigt eller mindre favorabelt end det sprog, som er samfundets primære sprog. Modsat gælder det, hvis dit primære sprog, dit modersmål, er et sprog, som adskiller sig fra samfundets primære sprog. Det være sig for eksempel, hvis du taler et minoritetssprog som dansk tegnsprog. Der findes et begreb for at føle sig forkert på et bestemt sprog: sprogskam.
Helle Pia Laursen, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), og Line Møller Daugaard, docent i sprogpædagogisk praksis ved VIA University College, som har forsket i skamfølelsen hos tosprogede elever i folkeskolen, beskriver sprogskam som “en negativ følelse, der opstår, hvis for eksempel tosprogede elever bliver usikre på, om deres danske sprog lever op til de forventninger, som de forestiller sig, at omgivelserne har.”
Skamfølelsen er sjældent udtrykt med ord og kan oftest spottes som det usagte på elevernes kroppe. Det være sig ved indadvendte blikke, som signalerer, at eleverne hellere vil være et andet sted. Laursen og Daugaard beskriver yderligere, at sprogskam indebærer, at man føler skam eller bekymring over, hvordan man taler et bestemt sprog – i dette eksempel dansk.
Dr. Peter C. Hauser fra Rochester Institute of Technology i USA har forsket i sprogskam hos døve og hørehæmmede voksne. Hauser bruger ikke begrebet “sprogskam”. Han anvender derimod begrebet “internalised linguicism”. På dansk oversat til “internaliseret sprogdiskrimination”.
Det beskriver, hvordan et internaliseret sprogligt mindreværd har en tilknytning til en svækket psykisk resiliens hos døve og hørehæmmede voksne. I denne sammenhæng refererer “internaliseret” til, at en døv person har forankret opfattelsen af tegnsprog som et mindre værdifuldt sprog så dybt i sig, at det bliver en integreret del af vedkommendes personlige overbevisning. Den opfattelse, at tegnsprog ikke er lige så værdifuldt som verbale sprog, får personen til at drage den konklusion, at personer, der taler tegnsprog, ikke er lige så kompetente eller dygtige som dem, der taler verbale sprog.
“Linguicisme” kan beskrives som diskrimination eller fordomme baseret på sprog, således at nogle bestemte sprog (for eksempel tegnsprog) vurderes som mindreværdige eller mindre favorable. Psykologisk resiliens referer til en persons evne til at tilpasse sig, håndtere og komme godt igennem udfordringer, modgang og eventuelt traumatiske begivenheder i livet. Resiliensen kan ses som en evne til at bevare eller genoprette en mental sundhed og trivsel på trods af stress og modgang, og sproget har en vigtig rolle i den psykiske selvregulering hos døve og hørehæmmede voksne.
Helle Pia Laursen og Line Møller Daugaard beskriver sprogskam som noget, der opstår af følelsen eller idéen om ikke at tale sproget lige så godt som modersmålstalende elever. Hauser beskriver internaliseret linguicisme som et resultat af mangeårige processer hos døve individer, som føler, at tegnsprog er et mindreværdigt sprog sammenlignet med lydsproget. Følelsen af at tale et mindreværdigt sprog eller ikke at slå til på lydsprog resulterer i en form for selvstigmatisering eller internaliseret mindreværd. Det fælles for “sprogskam” og “internaliseret linguicisme” er, at begge følelser eller ideer, som forplanter sig i kroppen, ikke opstår i et vakuum, men snarere fødes og fodres systematisk af sociale forventninger og normer om korrekt sprogbrug – hvad der betragtes som “det rigtige sprog”.
Det er vigtigt at forstå, at årsagerne til internaliseret linguicisme blandt døve kan være komplekse og bero på mange faktorer. I mange samfund betragtes lydsprog som det normale og foretrukne kommunikationsmiddel, som døve børn skal trænes i at mestre. Tegnsprog anses ofte som det sidste alternativ, der kan overvejes, når et døvt barn ikke kan rehabiliteres tilstrækkeligt i lydsproget.
For eksempel nævner Center for Kommunikation og Velfærd “en række tilbud om visuel kommunikation til mennesker med svære høretab, der ikke kan kompenseres fuldt ud ved høreapparat eller ved cochlear implant” på sin hjemmeside uden en anvisning af dansk tegnsprog som en sprogmulighed. Når døve børn vokser op med opfattelsen af, at de taler tegnsprog, fordi de ikke kan mestre lydsprog på samme måde som normalthørende, fører dette til en internalisering af følelsen af at være mindre værd på grund af deres sprog. Denne følelse af mindreværd kan forstærkes på mange måder i livets forskellige faser, fx hvis tegnsprog ikke anerkendes eller støttes tilstrækkeligt i samfundet, på institutioner og på arbejdspladsen.
Selvbiografi om sprogskam
Da jeg læste om sprogskam og internaliseret linguicisme, kom jeg i tanke om Juhana Salonen, en døv projektforsker fra Finland, som har skrevet en stærk selvbiografi om at kæmpe sig fri af internaliseret sprogskam.
Selvbiografien hedder “I Sign, therefore I am”, hvilket betyder: Jeg taler tegnsprog, og derfor eksisterer jeg. Jeg besluttede mig for at kontakte Juhana og tale med ham om hans erfaringer.
“Hvorfor har du valgt at skrive den her selvbiografi?” spørger jeg Juhana næsten som det første, da vi er kommet i gang med interviewet, som foregår over Zoom. Forbindelsen hakker lidt, og Juhana forklarer, at han næsten er sneet inde, og sneen agerer blokerende firewall for internetforbindelsen.
“Faktisk fik jeg idéen til bogen fra en ikke-tegnsprogstalende holdkammerat fra floorball, som havde observeret mig over en længere tidsperiode i forbindelse med træningen og kampene. Vedkommende er sidenhen blevet en berømt filminstruktør, som arbejder på store Hollywood-film. Jeg tror, han havde set mig som en outsider, der ikke rigtig hørte til nogen steder. Jeg passede bare mig selv under pauserne mellem kampene. Og han blev nysgerrig på, hvad der foregik inde i mit hoved, fordi jeg ikke var som de andre.”
Juhana holder en lille pause og fortsætter:
“Den anden vigtige – og måske den vigtigste årsag til bogen var at bearbejde mine oplevelser, som udsprang fra skammen over finsk tegnsprog. Det tog mig 15 år at skrive bogen færdig.”
Jeg bliver lidt usikker på, om jeg så forkert, og tjekker, om jeg så rigtigt: at det virkelig tog ham 15 år at skrive bogen færdig?
“Ja, det var en lang proces for mig, og min mor, som er uddannet psykiater, har også været en vigtig del af skriveprocessen og har også bidraget til bogen.”
Jeg er så nysgerrig og ivrig efter at komme ind under huden på sprogskammen, som har taget Juhana 15 år at beskrive sort på hvidt, så han kunne iagttage det på afstand og forholde sig til de mange spørgsmål, der dukkede op undervejs. Jeg vælger at starte med at spørge, hvad Juhana mener, var årsagen til, at han lærte at føle skam over finsk tegnsprog, og hvad der var medvirkende faktorer til skamfølelsen.
“Min mor har altid været positivt indstillet overfor, at jeg skulle lære finsk tegnsprog, og vi har kommunikeret på sproget fra mine første leveår. Men da jeg startede i skole, kunne jeg fornemme visse ting, som fik mig til at se på sproget med helt andre øjne. For eksempel var mit klasselokale som en miniatureudgave af Berlinmuren, men blot som en usynlig mur. Eleverne blev fysisk opdelt i klasselokalet efter sprogbaggrund:
Dem, der talte finsk tegnsprog og havde tegnsprogstalende forældre, blev placeret i den ene ende af klasselokalet, og dem, mig selv inklusiv, der havde hørende forældre og kunne høre og tale lidt, blev placeret i den anden ende af lokalet. Lærerne holdt os adskilt fra hinanden, og der blev brugt tegn til tale med os elever, som kunne høre og tale lidt. Langsomt, men sikkert gled jeg længere og længere væk fra det sprog, som jeg havde lært som mit allerførste sprog.”
Manglende repræsentation
Samfundets stereotyper om døvhed og døvekulturen kan påvirke, hvordan døve personer ser sig selv og deres sprog. Stereotyperne er ofte noget, vi ikke lægger direkte mærke til, men som bliver indirekte signaleret gennem forskellige handlinger og ord. Juhana forklarer, at han godt kan huske, hvordan han begyndte at lægge mærke til, at såkaldte “ægte døve” og “døve, som kunne høre og tale”, blev undervist forskelligt. Dem, som kunne høre og tale, fik en bedre undervisning.
“Det fik mig til at konkludere, at det var bedre at tale og høre, hvis jeg ville opleve succes i livet. Jeg havde ingen tegnsprogstalende døve rollemodeller, for eksempel døve lærere, som jeg kunne spejle mig i.”
Juhana fik med tiden et negativt syn på tegnsprog på grund af de ting han så og oplevede i skolen, og fordi han ikke så repræsentation af døve hverken i skolen, litteraturen eller medierne. Tværtimod. Den lille Juhana begyndte at føle en vis stolthed over at kunne tale og være som hørende og lagde mange kræfter og meget arbejde i sin identitet, som Juhana beskriver som ”at være så hørende som muligt”.
Selvom den lille Juhana mærkede en stolthed over sin gode præstation i skolen, var han alligevel hele tiden bekymret for, om han var god nok.
“Jeg blev verdensmester i at iagttage de mindste ændringer i de voksnes ansigtsudtryk. Jeg så altid efter, om alting var, som det skulle være. Jeg var konstant bekymret for, om jeg var god nok, sød nok og så videre. Det gør, at jeg som voksen er virkelig god til at mærke andre og deres sindstilstand. Det kan være udmattende at skulle have følelsesantennerne ude og holde øje med andre hele tiden. Det er noget, jeg gør automatisk, og som jeg faktisk forsøger at vænne mig fra. Dog uden større held,” siger Juhana med et lille smil.
Årene gik, og Juhana blev teenager. Han elskede at gå til forskellige lokale sportsaktiviteter. Finsk tegnsprog blev næsten lagt på hylden, og Juhana ønskede ikke at omgås døve på sin egen alder. Han foretrak at være sammen med hørende og lade som om, han var hørende.
“Alligevel var der noget indeni mig, som voksede sig større og tungere i takt med, at jeg opdagede, at jeg ikke kunne forstå, hvad andre døve sagde på tegnsprog. Jeg kunne heller ikke forstå mine hørende venner, når de talte om piger og sport. Jeg scorede 12-taller i alle skolefag, men jeg var følelsesmæssigt helt afkoblet.”
Her bliver jeg også helt sat af, for jeg forstår ikke, hvordan en person som Juhana, som var så dygtig til at diskutere politik, historie og kunne give en redegørelse for folkekirkens historie, ikke kunne tale om noget så basalt som sine egne følelser.
Jeg forklarer Juhana mine tanker, og hvorfor jeg har svært ved at forstå hans pointe her. Juhana smiler på en måde, som afslører, at det ikke er første gang, han bliver stillet det her spørgsmål.
“Ser du, skolefag kunne jeg lære ved at læse i bøgerne og lære tingene udenad. De spørgsmål, som jeg blev stillet, var også fra skolebøgerne. Det sociale var tværtimod noget helt andet; dynamisk og uforudsigeligt. Jeg gik jo glip af alle de auditive nuancer, som indeholdt mange af de vigtige informationer, der var forbundet med følelserne, og som blev kommunikeret på et sprog, der ikke var hundrede procent tilgængeligt for mig. Selv med mine høreapparater kunne jeg ikke opfange alt, især ikke de små, men alligevel vigtige nuancer, som var brikkerne i det sociale samværspuslespil.”
Voksne skal trænes i deres fordomme
Juhanas ungdomsår blev præget af svær depression og angst, og han måtte arbejde hårdt for at overvinde det.
“Jeg indså, at jeg ikke kunne være psykisk velfungerende på et sprog, som ikke var hundrede procent tilgængeligt for mig, så jeg søgte tegnsprogssamfundet igen.”
Det var i døves floorball, Juhana fandt en indgang til finsk tegnsprog, og han fik både sit finske tegnsprog og sin psykiske resiliens genoprettet og opbygget.
“Da jeg genfandt forbindelsen til tegnsprog, fik jeg en forbindelse til mine følelser. Det føltes som om, at jeg endelig fandt nøglen, der åbnede ind til hullet i mit hjerte. Følelserne fik deres sprog og kunne foldes ud. De nærmest fossede ud. Jeg begyndte at få det godt psykisk, og jeg blev bedre til at tackle de forskellige udfordringer, livet byder mig.”
Vi spoler nogle år frem i tid, og trods sin tidligere sprogskam over finsk tegnsprog dimitterede Juhana i 2012 med en kandidatgrad i filosofi med hovedfag i finsk tegnsprog. Han arbejder nu som projektforsker på tegnsprogscentret ved Jyväskylä Universitet i Midtfinland.
“Bogprocessen har hjulpet mig med at komme til bunds med min internaliserede linguicisme, som har forvoldt mig så meget sorg og besvær. Den har også hjulpet mig med at komme i kontakt med mit indre barn, lille Juhana, som jeg taler med, og som jeg forsøger at være god ved – også selvom jeg kan mærke, at jeg stadig er påvirket af den skam, som jeg følte i så mange år. For eksempel kan jeg godt se og mærke, at jeg ikke taler finsk tegnsprog lige så flydende som andre, der har talt sproget hele deres liv. Jeg har ikke styr på proformer, og jeg kender heller ikke til slangord, eller hvad det nu er, den slags tegn kaldes på tegnsprog. Jeg forsøger at finde mig selv og acceptere mig selv som den person, jeg er nu.”
Juhana går lidt stille rundt og kigger ud ad sit kontorvindue. Jeg forestiller mig, at det er et hvidt snedækket landskab, som Juhana står og iagttager. Jeg bryder tavsheden og spørger, om hans sidste kommentar betyder, at han er kommet nået frem til slutdestinationen på sin mangeårige rejse fra internaliseret linguicisme til selvaccept.
“Næh. Jeg vil formegentlig aldrig blive færdig med min indre rejse, fordi sprogskammen er min trofaste følgesvend, som nok kommer til at følge mig gennem livet på forskellige måder. Jeg har for eksempel en irriterende stemme i baghovedet, som jeg ikke kan få til at tie, når jeg er sammen med andre tegnsprogstalende døve. Den får mig til at bekymre mig – dobbelttjekke konstant, om jeg forstår min samtalepartner korrekt. Det kan være udmattende at skulle dobbelttjekke hele tiden, og sommetider kører jeg mig så træt, at jeg faktisk kommer til at misforstå den, jeg taler med. Dog bliver jeg bedre og bedre til at håndtere den irriterende stemme, som ellers kan gøre mig så usikker.”
Interviewet begynder at nærme sig enden, og jeg kan se, at dagen er ved at vende til aften ud fra lyset i Juhanas kontor. Det hvide lys forvandles gradvist til nuancer af mørkeblå. Men lige et afsluttende spørgsmål fra mig:
Hvordan kan døve børn, uanset om de taler tegnsprog eller dansk, undgå at opleve sprogskam i så massivt et omfang, som du har oplevet i dine yngre år?
“Det kan gøre ondt på børnene, når voksne ikke kan enes og skaber sprog-hierarkier. Børn er ikke dumme, og de skal heller ikke undervurderes. De læser mellem linjerne og vil altid så gerne kunne leve op til de forventninger, de oplever, hvad end forventningerne kommer direkte eller indirekte til udtryk. Når børnene oplever, at de ikke lever op til stillede krav, kan det gøre ufatteligt ondt på dem. Derfor er det så utroligt vigtigt, at voksne omkring dem ikke sætter tegnsprog og talesprog i hierarkisk orden, men behandler sprogene som ligeværdige. Døve børn som mig skal ikke “trænes” for enhver pris, men skal have lov til at være børn og blive accepteret og set, som de er. Voksne skal trænes i deres holdninger og fordomme – ikke børn i deres sprog,” slutter Juhana af.
Kilder: Laursen & Møller Daugaard (2021), Listman, Rogers & Hauser (2011), Gynther (2007) og Skutnabb-Kangas (2000).
