Artiklen er tidligere bragt i Døvebladet nummer …
Forfatter?
Forestil dig denne situation: Du går ind på en café og skal beslutte, hvilken slags kaffe du ønsker at drikke. Espresso? Café latte? Eller måske iskaffe med sæsonens smag?
Når du har besluttet dig for, hvilken kaffe du ønsker at drikke, så tænker du automatisk over, hvordan du vil kommunikere med personen, som står klar til at tage imod din ordre. Du kaster et vurderende blik på personen. Skal du gestikulere? Eller gestikulere og skrive samtidig? Eller måske bruge din stemme: tale dansk og samtidig pege på den ønskede drik på tavlen?
Du gennemgår dit sprogrepertoire i hovedet for at beslutte, hvordan du vil kommunikere. Beslutningen træffes baseret på din vurdering af konteksten, ekspedientens evne til at kommunikere med dig, og hvilken måde der vil være mest effektiv under omstændighederne.
Når du vælger at kombinere fx gestik med at skrive på dansk, kaldes det “translanguaging”. Det er et begreb, der henviser til forskellige aspekter af flersproglighed – herunder hvordan man bruger de forskellige sprog i praksis. Der findes ikke nogen dansk oversættelse af translanguaging – endnu.
Døve skifter mellem tegnsprog
Den seneste forskning indenfor sprog og døvestudier viser, at døve bruger translanguaging forskelligt fra talende hørende. Døve blander ofte skriftsprog, verbale sprog og forskellige tegnsprog, imens hørende primært anvender verbale sprog.
Hvis du har set underholdningsprogrammet Forræder på TV, så har du helt sikkert lagt mærke til, at deltagernes samtaler er fyldt med engelske ord:
“Jeg har faktisk ingen gutfeeling om, hvem der kunne være traitor iblandt os.”
Hørende benytter hovedsageligt auditiv og mundtlig kommunikation, så deres translanguaging involverer elementer, der er både auditive og skriftlige. Døve bruger derimod visuelle, gestikulerende og muligvis også auditive elementer afhængig af deres adgang til elementerne af de sprog, de involverer i samtalesituationer. Døve kan for eksempel skifte fra dansk tegnsprog til amerikansk tegnsprog midt i en sætning. Det kunne være at starte en sætning på dansk: “Ja, det er mere…” og så skifte til amerikansk tegnsprog, når de afslutter sætningen, med udtrykket: “Nice to have, not need to have.”
På sociale medier er der mange videoer på forskellige tegnsprog, og det er ofte her de yngre generationer kommer i kontakt med jævnaldrende døve fra andre lande. Døve holder også kontakt med vennerne via videoopkald, tekstbeskeder – you name it (ja, dette er også en form for translanguaging!).
Moriarty og Kusters (2012) har forsket i døves sproglige praksis i en global kontekst. Deres forskning viser, at døves måde at tale tegnsprog på og translanguaging-strategier spiller en central rolle i internationale sammenhænge.
Forestil dig følgende: Du rejser til en festival i Frankrig og møder en døv fra Brasilien, som spørger, hvor du er fra. Du kan svare “fra Danmark” på internationalt tegnsprog. Hvis du opdager, at din samtalepartner ikke er fortrolig med internationalt tegnsprog, kan du vælge at gestikulere “hjem” og derefter tegne et verdenskort i luften foran jer for at vise, hvor den nordlige del af Europa ligger. Du kan nævne Danmarks nabolande for at give samtalepartneren en idé om, hvor Danmark ligger.
Moriarty og Kusters (2021) kalder denne sproglige praksis for kalibrering. Det vil sige, at døve “kalibrerer” (justerer) deres tegnsprog, så det passer til samtalepartneren eller situationen. Sproget bliver derfor påvirket af den enkelte døves vurdering af, hvad der er det rigtige at gøre i givne situationer med specifikke personer.
Hvis man vil se nærmere på, hvordan døve bruger translanguaging og kalibrering i praksis, så kan man med fordel vende sig mod de såkaldte døve kosmopolitter, som færdes i det internationale døvemiljø.
Amandine Lind Mansilla kan på mange måder betegnes som en døv kosmopolit. Hun er født i Frankrig, bor i Hedensted i Midtjylland, er dansk gift og arbejder på Castberggård Højskole. Jeg vil gerne tale med Amandine, og vi aftaler at mødes på Zoom.
Kalibrering i praksis
Det er tidlig morgen, og Amandine toner frem på skærmen med et stort sort krus i hånden. Hun fortæller:
“Jeg er født ind i en døv familie. Begge mine forældre er døve. Min mor er fransk, og min far er chilensk. Jeg har også en døv søster og en døv bror. Under min opvækst valgte min mor at bruge sin stemme, mens hun talte fransk tegnsprog til os børn, og min far talte fransk tegnsprog. Han lærte først tegnsprog, da han flyttede til Frankrig som 9-årig. Jeg talte altid tydeligt og meget visuelt tegnsprog med min far, fordi jeg kunne fornemme allerede som barn, at han foretrak et meget visuelt og gestikulerende sprog. Jeg har også døve bedsteforældre på min mors side. De gik på kønsopdelte skoler og talte forskellige dialekter på tegnsprog. Jeg tilpassede mit tegnsprog efter deres dialekter.”
Så du kalibrerer dit tegnsprog efter de dialekter, som dine bedsteforældre hver især talte?
Amandine nikker og fortsætter:
“Det sjove er, at mine bedsteforældre på min fars side altid talte spansk med hinanden og resten af familien, men når vi – deres døve familiemedlemmer – kom på besøg, slog de altid over i fransk, fordi vi ikke talte spansk. Jeg talte fransk med dem og talte samtidig fransk tegnsprog, så resten af min familie også kunne følge med.”
Amandine blev enkeltintegreret i folkeskolen, fra hun var 6 år gammel. Da hun blev 14 år, blev hun overført til en anden skole, som havde lærere, der talte tegnsprog.
“Da jeg startede i skole, havde jeg ingen tolk og ingen støttepædagog. Jeg sad normalt på forreste række. Jeg mundaflæste læreren og forsøgte at hænge på i undervisningen på alle tænkelige måder. Jeg kæmpede også med at følge med i, hvad klassekammeraterne sagde. Jeg havde høreapparater, men kunne selvfølgelig ikke høre alt. Det var ikke let for mig,” fortæller Amandine.
Hendes redning blev en opvækst, hvor hun talte tegnsprog hjemme. Her kunne hun frit udtrykke sig; forstå og blive forstået.
Manglende viden
Amandine gik i gymnasiet i tre år og læste bagefter historie på universitet.
“Jeg klarede mig overordnet set godt igennem folkeskolen, men jeg opdagede senere, at jeg havde huller i min viden, fordi jeg ikke havde fuld adgang til kommunikation i mine skoleår. Så siden har jeg måttet prøve at udfylde hullerne på egen hånd,” forklarer Amandine.
Efter sin bacheloruddannelse arbejdede Amandine på en tegnsprogsordbog i Frankrig. I den forbindelse rejste hun rundt i hele Frankrig, hvor hun mødte døve i alle aldre og døve, som talte dialekter, hun ikke anede eksisterede. Efter projektet med at indsamle og dokumentere tegn til ordbogen arbejdede Amandine som guide på museer. Erfaringen fra tegnsprogsordbogsarbejdet kombineret med hendes eksisterende sprog- og kommunikationsrepertoire kom hende til gode i arbejdet som guide:
“Jeg kunne aflæse de mennesker, jeg skulle vise rundt på museet, og tilpasse mit sprog til dem – både børn og voksne. Jeg havde en meget stor sproglig fleksibilitet.”
I 2015 deltog Amandine i World Federation of Deaf Youth Sections (WFDYS) ungdomslejr i Istanbul, Tyrkiet.
“Lejren var et vendepunkt for mig. Jeg kendte slet ikke til internationalt tegnsprog, men jeg blev alligevel forbundet med de andre unge døve fra forskellige dele af verden og følte en samhørighed med dem. Mit internationale tegnsprog blev bedre dag for dag, og jeg kunne også bedre forstå de andre. Vi brugte alle mulige sproglige strategier for at gøre os forståelige overfor hinanden.”
Amandines oplevelse i Istanbul er i øvrigt et godt eksempel på døves translanguaging.
Siden blev Amandine højskoleelev på Frontrunners på Castberggård, hvor hun i dag er ansat som lærer.
Ikke glorificering af tegnsprog
Amandines opvækst med flere sprog og fransk tegnsprog som fundamentet har ført hende vidt omkring.
“Det gør mig trist at tænke på, at døve børn i Danmark ikke som en selvfølge vokser op med dansk tegnsprog. Flersproglighed har gjort mit liv rigt, og det har givet mig mange flere valgmuligheder. Men vigtigst af alt; uden tegnsprog havde jeg aldrig fået adgang til de andre sprog, som igen har givet mig adgang til en uddannelse og et rigt socialt liv.”
Det er fint, hvis døve børn kan lære at høre godt med avancerede høreteknologiske høremidler og intensiveret AVT-træning, men at kunne høre er ikke det samme som at kunne forstå. Med adgang til både verbale sprog og tegnsprog udvikles børns sproglige bevidsthed og fleksibilitet. Ikke som en luksus eller et privilegium, men som en bydende nødvendighed, så døve børn får samme muligheder for at udtrykke sig frit som andre børn.
Det er dog vigtigt at understrege, at translanguaging ikke skal forstås som en glorificering af hverken tegnsprog eller af det at tale to eller flere sprog. Det handler derimod om at tilegne sig og bruge de sprog, som er tilgængelige for den enkelte. For døve børn vil det ofte være tegnsprog – medmindre de opnår fuld hørelse med for eksempel et cochleaimplantat. Et stærkt fundament for sprogfærdigheder er lig med flere ressourcer, som vil være til gavn, når børnene skal navigere i en mangfoldig og globaliseret verden, hvor grænserne mellem for eksempel engelsk og dansk er flydende. Det er blot et spørgsmål om, om vi kan give slip på grænserne mellem dansk tegnsprog og dansk.
Den amerikanske universitetsadjunkt Jon Henner fra North-Carolina Universitet skrev engang på X – det sociale medie, der tidligere hed Twitter – at sprog er som en flod, der ikke ved, at den er en del af Mississippi-floden. Floden ved ikke, hvornår en anden flod løber ind i den. Det er bare vand, der flyder. Men vi skaber grænser mellem sprogene, selvom sprog er som vand, der flyder i en flod, ændrer sig og tilpasser sig det sproglige repertoire, som den enkelte besidder.
Amandine piller ved sin store sølvring med blå sten og kigger tænksomt op i luften.
“Jeg tænker, at…” siger hun og tøver lidt, inden hun fortsætter:
“Jeg har haft stor glæde og gavn af de mange sprog, jeg har lært og talt gennem min opvækst. Alle de sprog og modaliteter, som danner grundlaget for min evne til at kalibrere mit sprog og kommunikation efter, hvem jeg taler med. Jeg føler, at mit brede sprogrepertoire hjælper mig med at aflæse mennesker og tilpasse mit sprog. Da jeg flyttede til Danmark, kunne jeg ikke skrive dansk. Jeg forsøgte at kommunikere med ikke-tegnsprogstalende hørende ved at iagttage, hvordan de bruger dansk, og tilpassede min kommunikation efter det, jeg havde lært ved at observere og analysere. At kunne flere sprog giver adgang til forskellige tegverdensforståelser og flere perspektiver på den verden, vi lever i. Det er en rigdom, men også en nødvendighed,” funderer Amandine til slut.
