Foto: Christian Daugaard
Denne beskrivelse af tidlig sprogtilegnelse på tegnsprog er baseret på internationale studier og observationer af børn i tegnsprogsmiljøer i vores naboland Sverige.
Alle lande har deres eget tegnsprog, og hvert tegnsprog har sine specifikke håndformer, der bruges til at producere tegn, ligesom alle lydsprog har deres egne specifikke lyde, der bruges til at sammensætte ord.
Når et døvt eller tegnsprogstalende barn har fået tegnsprog fra en tidlig alder, og der fortsat tales tegnsprog med barnet, er det forventeligt, at barnet følger nogle bestemte milepæle nogenlunde alderssvarende.
Eksperter inden for sprogtilegnelse understreger dog også, at forældre ikke skal læne sig slavisk op ad disse milepæle, da nogle børn kan lave de første tegn i en alder af 10 måneder og andre først, når de er 14 måneder.
Det er forventeligt, at et døvt barn kan følge milepælene nogenlunde alderssvarende, hvis det har en god og varierende interaktion med sine omgivelser, er vant til øjenkontakt og taktil kontakt, er begyndt at følge sine forældres blik og pegninger og kan fastholde opmærksomheden.
3-12 måneder
Barnet:
- Begynder at lægge mærke til tegnsprog: Barnet viser interesse for hænder og ansigter, når nogen kommunikerer på tegnsprog.
- Imiterer ansigtsudtryk: Barnet efterligner smil, næserynken eller andre ansigtsudtryk.
- Pludrer med hænder: Barnet laver håndbevægelser, som kan ligne tegn. Omkring 1-årsalderen kan nogle af disse bevægelser udvikle sig til tidlige, meningsfulde tegn – såkaldte ’proto-tegn’ – hvor barnet begynde at bruge kroppen som et redskab til at kommunikere egne ønsker og behov.
- Siger nej ved at ryste på hovedet.
- Peger på mennesker, genstande og steder i såkaldte ‘her og nu-situationer’: Barnet peger fx på en bold eller en person for at få opmærksomhed.
- Første tegn i 10-12-månedersalderen: Barnet begynder at bruge simple tegn som MÆLK eller MOR, men LAMPE er ofte det allerførste tegn, fordi det er let at udføre på grund af tegnets håndform, som ikke kræver finmotorik.
12-18 måneder
Barnet:
- Kan minimum 10 tegn: Barnet kan bruge tegn som SPISE, DRIKKE, SOVE, HUND, KAT, BOLD, BOG, FAR, MOR, MERE.
- Begynder at anvende pegninger for at udtrykke personpronominer og navneord: Barnet peger på sig selv for JEG, på mor for MOR eller på en hund for HUND.
- Selvom barnet lærer nye tegn, bruger det dem i deres grundform: Barnet modificerer ikke tegnene med grammatiske elementer som tid, antal eller bevægelsesændringer, som tegnsprogstalende voksne ofte anvender. Barnets første tegn er derfor simple og uændrede udgaver af de oprindelige tegn.
18-24 måneder
Barnet:
- Begynder at producere sætninger ved at kombinere 2-3 tegn, herunder pegninger: Når barnet kender omkring 50 tegn, begynder det typisk at sætte to tegn sammen – fx MOR SPISE eller HUND GÅ.
- Senere kan barnet kombinere to tegnsæt, som fx MOR SPISE + MIG OGSÅ. Pegninger er en vigtig del af dansk tegnsprog og bruges til at pege på personer eller genstande for at skabe klarhed og kontekst i kommunikationen.
2-3 år
Ikke-manuelle markører i tegnsprog
Barnet:
- Bruger mundbevægelser sammen med tegn: Barnet lærer tidligt, at mange tegn i tegnsprog har en bestemt mundbevægelse, som hører sammen med tegnet – fx har tegnet MAD én bestemt mundbevægelse, mens tegnet MOR har en anden.
- Lærer mundbevægelser og tegn samtidig: Barnet lærer mundbevægelsen og tegnet på samme tid, og mundbevægelsen hjælper med at gøre tegnet tydeligere – som en slags “lydløs udtale”.
- Begynder at bruge ansigt og krop i kommunikationen: Barnet begynder tidligt at bruge hele kroppen, ikke kun hænderne – det gælder fx ansigtsudtryk, mundbevægelser og kropsholdning.
- Bruger ikke-manuelle markører: Barnet bruger kropslige og mimiske elementer, kaldet ikke-manuelle markører, som er vigtige for at vise følelser, stille spørgsmål eller understrege betydningen af tegnene.
- Stiller spørgsmål med ansigtsudtryk: Barnet kombinerer løftede øjenbryn og et spørgende ansigtsudtryk med tegnet MAD og en pegning for at spørge: “Er maden min?”
- Udtrykker ‘nej’ ved at ryste på hovedet og udvikler ja-/nej-markører: Allerede fra 6-12-månedersalderen kan barnet ryste på hovedet for at sige nej. Denne naturlige bevægelse bliver senere en del af barnets tegnsprog som en ikke-manuel markør – altså en bevægelse uden brug af hænder, der giver ekstra betydning.
- Ja-/nej-spørgsmål: Når barnet fx laver tegnet KIKS, holder tegnet et øjeblik længere og samtidig løfter øjenbrynene og ser spørgende på den voksne, betyder det: “Må jeg få en kiks?” Denne kombination viser tydeligt, at barnet stiller et spørgsmål – uden at det behøver bruge ekstra tegn.
- Markerer sætninger med hovedbevægelser: Barnet begynder at bruge hovedet til at markere, hvor en sætning starter og slutter. Dette kaldes prosodi og fungerer som en slags “tone” i tegnsprog – ligesom tonefald i talesprog. Prosodien hjælper med at vise, hvordan tegnene hænger sammen i sætninger og større enheder, og den giver også et indtryk af, hvad barnet mener med det, det siger – fx om det stiller et spørgsmål, kommer med en påstand eller udtrykker en følelse som glæde, undren eller ironi. Det svarer til den måde, man i talesprog kan høre forskel på et spørgsmål og en konstatering – bare med kroppen i stedet for stemmen.
- Viser følelser i ansigtet: Ansigtsudtryk som glad, ked af det eller forvirret begynder at blive en del af barnets tegnsprog og hjælper med at vise stemninger og følelser.
Klassifikator-konstruktioner
Barnet begynder at bruge klassifikator-konstruktioner: Barnet begynder at bruge særlige håndformer til at vise, hvordan personer, ting og bevægelser ser ud eller bevæger sig i rummet. Disse konstruktioner er en vigtig del af tegnsprog og hjælper barnet med at beskrive verden mere præcist.
Personklassifikator-konstruktion
En bestemt håndform kan fx bruges til at vise en person, der går eller står.
Objektklassifikator-konstruktion
Forskellige håndformer kan fx vise en bil, der kører, eller en bog, der ligger på et bord.
Bevægelsesklassifikator-konstruktion
Hånden kan fx vise en bold, der ruller, eller en fugl, der flyver gennem luften.
- Forskning viser, at de første enkle klassifikator-konstruktioner allerede kan ses hos nogle børn, når de er helt ned til 1 år og 8 måneder gamle.
- Begynder at anvende en bestemt orden i tegnene for at fremhæve, hvordan tegnene relaterer til hinanden, og skaber derved mening: HUND + peg + LØBE = “hunden løber”. Eller LØB + HUND + peg = “løber hunden?” I det sidste eksempel ændres udsagnet fra en konstatering til et spørgsmål om, hvorvidt hunden løber. Rækkefølgen af tegnene hjælper med at etablere, hvem der gør hvad, og hvordan de forskellige elementer i sætningen relaterer til hinanden.
- Begynder at bruge tegn, der giver udtryk for ejestedord og tegn i flertal.
3-4 år
Barnet:
- Begynder at skelne mellem navneord/udgangsord-par: Barnet kan begynde at forstå forskellen mellem tegn som SPISE (udsagnsord) og MAD (navneord).
- Bruger klassifikatorer til at vise objekter og deres bevægelser: Barnet kan bruge en håndform til at vise, hvordan en bil kører og bevæger sig rundt, ved at bevæge hånden frem og tilbage allerede i 2-årsalderen.
- Begynder at modificere tegn for udgangsord for at vise måde: Barnet kan ændre måden, det fx udfører tegnet for LØBE, for at vise, om nogen løber hurtigt eller langsomt.
- Begynder at bruge rum til at etablere placering for personer: Barnet kan bruge forskellige områder i rummet til at vise, hvor forskellige personer er placeret. Fx kan det pege til venstre for at vise, hvor mor er, og til højre for at vise, hvor far er. Dog bruger barnet ikke rummet i tegnsproget på helt samme måde som tegnsprogstalende voksne, det kommer senere, når barnet er cirka 4,5 år gammelt.
- Fortæller historier ved hjælp af objekter eller rollespil: Barnet kan bruge en dukke til at fortælle en historie om, hvordan dukken går i skole, eller det kan selv spille rollen som en karakter i en historie.
4-5 år
Barnet:
- Komplekse håndformer: Barnet kan begynde at bruge klassifikator-håndformer, der kræver mere fingerfærdighed. Det former fx hånden for at illustrere en kanin eller en fugl, og bruge disse former i sit tegnsprog.
- Præcise bevægelser: Barnet kan udføre bevægelser, der kræver præcis kontrol, som at vise en fugl, der flyver opad, ved at bevæge hånden i en glidende, opadgående bevægelse.
- Begynder at bruge navneordsmodifikationer: Barnet kan begynde at ændre navneord for at give mere information, ved fx at tilføje et tegnet STOR foran HUND for at vise en stor hund. Dette ses allerede i 2,5-årsalderen.
- Brug af enkle sætninger, men komplekse sætninger begynder at dukke op: Barnet kan starte med enkle sætninger som “jeg spiser” og gradvist begynde at bruge mere komplekse sætninger som “jeg spiser æblet, som jeg fandt i køkkenet”.
Sådan sikrer du dig at barnet får et tilstrækkeligt sprogligt input på tegnsprog
For at det døve barn kan tilegne sig et tegnsprog, kræves det, at det får tilstrækkeligt sprogligt input. I de følgende afsnit beskrives nogle strategier til at sikre dette.
Tidlig og kontinuerlig eksponering
Sørg for, at barnet er omgivet af tegnsprogsbrugere fra tidlig alder. Dette kan inkludere forældre, søskende og andre omsorgspersoner, der taler tegnsprog dagligt.
Det er vigtigt, at barnet får input fra forskellige personer (forskellige aldre, køn og funktionsvariationer) og i forskellige sammenhænge, som fx middagssamtaler, lege og andre sociale situationer. Dette giver barnet et bredt og nuanceret sprog, som er nødvendigt for at udvikle et rigt og funktionelt tegnsprog.
Interaktiv kommunikation
Engager barnet i interaktive samtaler ved at bruge tegnsprog. Det er vigtigt at give respons på barnets tegn og opmuntre det til at bruge tegn i kommunikationen.
Visuel støtte
Brug billeder, genstande og visuelle hjælpemidler for at støtte tegnsprogsindlæringen.
Leg og socialt samspil
Inkluder tegnsprog i leg og daglige aktiviteter. Barnet lærer sprog gennem leg og samspil med andre børn og voksne.
Brug af teknologi
Udnyt digitale ressourcer som tegnsprogsvideoer, apps og online læringsværktøjer for at give barnet et varieret og rigt sprogligt input.
Støtte
En god støtte til forældrene er afgørende. Forældrene bør være informerede og involverede i barnets tegnsprogsindlæring. Det er vigtigt, at de får mulighed for at tale tegnsprog efter bedste evne hjemme for at styrke barnets færdigheder.
Alle disse strategier kan bidrage til at sikre, at barnet får tilstrækkeligt sprogligt input for at tilegne sig tegnsprog tidligt.
Læs mere
Att främja svenskt teckenspråk i förskolan
Forfatter(e): Cramér-Wolrath, E.
År: 2019
Publikation: Språk-, läs- och skrivutveckling. Förskola Modul: Flera språk i barngruppen. Del 3. Skolverket
Barns teckenspråksutveckling
Forfatter(e): Simper-Allen, P.
År: 2019
Publikation: Språk-, läs- och skrivutveckling. Förskola Modul: Flera språk i barngruppen. Del 4. Skolverket
Sign language acquisition
Forfatter(e): Meier, R. P.
År: 2016
Publikation: Oxford Handbooks Online. Oxford: Oxford University Press
Barns tidiga teckenspråksutveckling
Forfatter(e): Bergman, B. (Illustrationer: Lena Johansmide)
År: 2012
Publikation: Rapportserie Forskning om teckenspråk (FOT) XXII. Stockholm: Institutionen för lingvistik, Stockholms universitet
Acquisition
Forfatter(e): Chen Pichler, D., I R. Pfau, M. Steinbach & B. Woll (Red.),
År: 2012
Publikation: Sign Language. An international handbook (s. 647–686). De Gruyter Mouton
Early vocabulary development in deaf native signers: A British Sign Language adaptation of the communicative development inventories
Forfatter(e): Woolfe, T., Herman, R., Roy, P., & Woll, B.
År: 2010
Publikation: Journal of Child Psychology and Psychiatry, 51, 322–331
The form of early signs: Explaining signing children’s articulatory development
Forfatter(e): Meier, R. P.
År: 2006
Publikation: I B. Schick, M. Marschark & P. E. Spencer (Red.), Advances in the Sign Language Development of Deaf Children (s. 202–230). New York: Oxford University Press
Learning to fingerspell twice: Young signing children’s acquisition of fingerspelling
Forfatter(e): Padden, C.
År: 2006
Publikation: I B. Schick, M. Marschark & P. E. Spencer (Red.), Advances in the Sign Language Development of Deaf Children (s. 230–244). New York: Oxford University Press
The development of gesture in hearing and deaf children
Forfatter(e): Volterra, V., Iverson, J. M., & Castrataro, M.
År: 2006
Publikation: I B. Schick, M. Marschark & P. E. Spencer (Red.), Advances in the Sign Language Development of Deaf Children (s. 161–186). New York: Oxford University Press
Acquisition of the handshape in American Sign Language: A preliminary analysis
Forfatter(e): Boyes-Braem, P.
År: 1994
Publikation: I V. Volterra & C. J. Erting (Red.), From Gesture to Language in Hearing and Deaf Children (s. 107–127). Washington, DC: Gallaudet University Press
